BREVE TIL LISA af Lotte & Søren Hammer, samt Julie Toft.
Lydroman, varighed 4 timer og 42 minutter.
Indspillet af Fries Before Guys
Udgivet den den 13. april 2020
Af Forlaget Gyldendal.
4 med pil op ad ud af 6 mulige stjerner
Af Bjarne Wildau
Krimiparret Lotte & Søren Hammer har slået sig sammen med journalist og P3-vært Julie Toft om en nyskabende og ret original lydroman. Denne nyskabende og originale udgivelse, der tager true crime-bølgen under kærlig behandling. Hovedpersonen Emmas stemme er leveret af Josefine Kuhn fra det nordjyske podcastfænomen Fries Before Guys, men hun suppleres glimrende gennem de fem timers bevis på at genren snilt kan være kommet for at blive. Og ikke mindst udvikle sig yderligere.
Emma Storm Hansen, en ung kvinde vender tilbage til den jyske provinsby hun voksede op i. Den by, hvor veninden Gry blev brutalt myrdet fem år tidligere. Morderen blev aldrig fundet, og nu har et amerikansk produktionsselskab sat sig for at lave en true crime-serie om mordet. Emma er blevet hyret som konsulent. Til det dobbelte af hvad hun første blev tilbudt. Hun har oven i den fede løn fået en ny garderobe. Indkøbt af en indfløjet stylist. Det kostede en formue, men serien skal sælges til den halve klode. Der er penge i lortet. Skidt pyt.
Hendes kvalifikation er, at hun var sammen den myrdede den aften Gry blev kvalt til døde. Det var veninden Lisa også. Men hun er ligesom forhindret i at deltage. Spærret ind i kvindefængslet i Jyderup.
Fra barndomsbyen Lyngsted sender Emma lydbreve til Lisa. De to tog hemmeligheder med sig, da de flygtede fra havnebyen til Brønshøj. Men byen beholdt også sine egne hemmeligheder. Og nu hvor Emma er tilbage i byen hvor det stadig lugter af penge, begynder historien at gentage sig selv.
"Breve til Lisa" er en debut for mig. Jeg har tidligere lyttet meget til romaner, men nu hvor jeg anmelder krimi og spændingsromaner på min blog, foretrækker jeg at læse. Mener at jeg slet og ret forstår og husker mere af handlingen og dens personer. Men det her er mere end en indtalt bog. Meget mere. Ud over brevene som sendes til Jyderup to gange om ugen, hører man også andre medvirkendes stemmer. Kvinder beskrives med kvindestemmer, og mænds roller er indtalt af mænd.
Men... Men... Men... I dette tilfælde er der ikke noget at læse. Ud over introduktionen. Så der var ingen vej uden om. Lyt til du falder i søvn, og når du vågner, kan du lytte videre. Faktisk nåede jeg aldrig at blunde. Og bortset fra et par tisse og kaffepauser, lyttede jeg romanen igennem i ét hug.
Som konsulent ser Emma det meste. Grys skolelærer kalder hende smuk både ind og udvendig. Og dygtig. Emma husker hende som småfed, ildelugtende, og uklog. Og så grim, i følge de amerikanske filmfolk, at hun end ikke var køn nok til at blive myrdet ude på Djursland. Man har hentet en smuk og sexet model ind fra USA, som ankommet med fly, uden et kny skal agere Gry. Ingen fede lår og kalveknæ der. Lange slanke ben, billedskønt ansigt, langt skinnede hår der fanges af vinden. Teenageren flirter med producenten, som HAR fulgt med i MeToo skandalerne. Harvey Weinstein hallo hallo. Stakkels mænd som nu kun tør opføre sig ordentligt. Så han beholder bukserne på, i følge Emmas lydbreve til Lisa. Hvis du selv bruger tid og penge på at se de såkaldte True Crime serier, får du måske noget at tænke over. Altså.
Forfatterne har virk´li hygget sig, da de skrev "Breve til Lisa". Det samme gælder podcasteksperterne fra Fries Before Guys. Og det de har leveret, kan sagtens være mere sandt end den amerikanske True Story.
Emma fortsætter med at indtale lydbreve til veninden som hun ikke har set eller hørt noget til de sidste to år. Og der er virkelig noget at fortælle. Reelt hyggede Emma, Lisa, Gry, og mindst en mere sig nede på havnen. Cola og noget tjald som de havde nasset af en af de andre pigers storebror. Men i den amerikanske True Crime version svømmer de nøgne omkring. Og sidder omkring et lejrbål og synger. Emma er rystet og forarget.
Senere på aftenen, efter cola og tjald altså, glem alt om vandspjask og lejrbål, tager pigerne på diskotek. Gry er alene på toilettet nede i kælderen i nogle minutter. Da en af gruppens fædre kommer for at køre dem hjem, vil Gry ikke med. Havde hun en aftale med nogen?
Lydbrevene fortsætter. Indtil nu har jeg talt fem forskellige oplæsere. Og igen. Det fungerer. Hvad skal man kalde stilen? Krimisatire? Måske ikke. Husker ikke at jeg smilede eller slog en eneste kluklatter op.
Godt håndværk. Til en snes ture med hunden. Husk nu en plastikpose eller fem. Eller sat tilvia Bluetooth når du kører på arbejde. Eller laver mad, eller venter på Take Away personen ringer på døren.
Comments
Post a Comment