Nis Jakob har gennem de seneste to årtier været en af Danmarks mest produktive forfattere. Og siden han opgav at håbe på, at skiftende forlags salg kunne matche kritikernes flotte anmeldelser, og dannede sin egen enmandshær og blev selvudgiver, er salget over nogle år steget med 2000%. Nej, der er ikke for mange nuller i det tal.
Men hvorfor ikke begynde med netop begyndelsen. Sådan cirka. Nis blev født ind i en lærerfamilie i Albertslund i 1961, som blandt andet gennem aktivitetsbøger og avisartikler havde travlt med at fortælle andre forældre, hvordan de skulle behandle og opdrage deres børn.
Deres egne børn overlod det travle par mere eller mindre til sig selv. Heldigvis var der en kælder i familiens arkitekttegnede hus, og der tilbragte Nis og hans søskende en stor del af barndommen. Blandt andet med at læse tegneserier. Dog med undtagelse af Anders And blade. I stedet blev der blandt andet læst Asterix og TinTin.
Selvfølgelig husker du Kim Larsens sang om dem de andre ikke måtte lege med. Sådan var det også med Nis og hans søskende.
- Nede i baghaven havde vi en byggelegeplads. Gamle brædder med rustne søm. Derfor forbød nogle forældre deres børn, vores kammerater at komme i vores have, husker Nis, som heller ikke har glemt, at han allerede som 10-årig havde en drøm om at blive forfatter.
13 år senere var han klar med sin første roman, som han præsenterede hos forlaget Tellerup. Han kom endda så langt som at tale med "Ham selv", forlagsdirektør Tellerup, som forsikrede den unge forfatterspire om, at det han havde skrevet sagtens kunne sælges. Men det ville være synd at udgive det. Romanen var simpelthen ikke god nok.
De næste 10-15 år blev brugt som illustrator og bladtegner og med at lave filmmanuskripter. Og som forsanger i eget rockband med egne tekster. Og så var han endelig klar til at prøve kræfter med romaner igen. Han og konen ventede deres første barn. Livet med bandet han havde spillet med, og skrevet tekster til, og de mange ture i en skrammelbus, blev mindre og mindre tillokkende.
- Problemet med mit første roman-forsøg var nok, at jeg skrev om mig selv. Og det er svært, med mindre man er digter. Det tog mig en del år og en masse forsøg inden for romangenren, før det gik op for mig, at jeg var allerbedst, når jeg skrev om ting, jeg ikke vidste noget om. Altså tog historierne helt ud i hampen, hvor jeg havde absolut nul erfaring fra mit eget liv, forklarer Nis Jakob.
Han tror, at det handler om at slippe alle forestillinger og åbne det ubevidste op, og lade det arbejde. En forfatter skal snyde sig selv, og glemme alt om de almindelige forestillinger. Gør man det, kommer der magi i teksten. Sådan er det i det mindste for ham.
- Når jeg digter i ukendt terræn, flyder mine livserfaringer, sansninger og erkendelser ind i teksten i forklædning. Pludselig opstår den magi og troværdighed, som jeg som hverdagmenneske ikke altid har adgang til. Og måske er det i virkeligheden min egentlige grund til overhovedet at bruge et langt liv på at skrive.
 |
Romanen udkom i 1999 på forlaget Tiderne skifter. Den blev godt modtaget af anmelderne. Var endda tæt på at blive filmatiseret her i Danmark, hvis ikke amerikanske Dreamworks havde stjålet en del af plottet.
- Derefter fulgte "Hjerteblod" og "Imidis vand". Begge fik flotte anmeldelser i dagspressen. På trods af de gode modtagelser kunne Tiderne Skifter ikke sælge mine bøger. Så jeg skiftede til Borgens forlag som udgav "Mesteren fra Mors".
- I 2004 da Borgens forlag var gået ned, udkom "Cellen" på Sohns forlag. Jeg var stadig utilfreds med salget. Og da E-bøger blev en ny mulighed, etablerede jeg mit eget forlag i 2011. Nemlig Jakobs Press. Det har jeg aldrig fortrudt, selvom det ikke lige lå i kortene, at jeg ville kunne leve af det. Den frihed, det har givet, er guld værd. Mit bogsalg steg med 2000 procent på få år. Og jeg har levet af mine bøger siden.
Men hvor kommer inspirationen fra? Svaret er at den kommer fra alt mulig. Hans eget liv. Fra de fornemmelser, Nis har omkring hvilken retning samfundet bevæger sig hen. Set fra hans lille udkigstårn.
- I dag har vi tv-serier, der måske når samme højder som litteraturen, fordi de kan folde et stort univers ud. Ellers har romaner altid været mit foretrukne medie. Nu ser ser jeg faktisk mere Netflix end jeg læser. "Breaking bad" og Ozark har eksempelvis fortalt brutale historier, der helt banalt handler om familien og kærlighed mellem mennesker. Det handler alle historier måske i virkeligheden om?
- Mine bøger er altid tætte psykologiske portrætter, sociologiske tværsnit og politiske analyser i en stor pærevælling. Jeg bruger ofte en politisk intrige krydret med kriminalitet som brændstof. Men helt centralt står individets besværligheder med at bevæge sig i den sociale verden, med dens moralske begrænsinger og tvang. Hele den civilisatoriske tilpasningsproces, som foregår hvert eneste sekund, bortset fra, når vi sover og drømmene kommer væltende med deres korrektioner, længsler, håb og frygt.
Og hvad med arbejdsdisciplinen? Nu, hvor du selv udgiver dine bøger, har du ikke en gang et forlag til at holde dig i gang.
- Når jeg skriver, skal det helst foregå hver eneste dag. På et fast tidspunkt. Typisk fra otte til tolv. Jeg sætter mig det mål at skrive fem sider per dag. Ellers bliver jeg jo aldrig færdig. Det er hårdt. Men godt når det er overstået. Selve det at skrive er hårdt, og bliver stadig hårdere, når man som jeg efter 16 romaner har så meget erfaring, at man ikke længere synes, det man skriver er særlig godt og Guds gave til menneskeheden. Når man ved at man skal tilbage og rette.
- Heldigvis viser teksten sig ofte at være bedre end først antaget, når der er ryddet lidt op i den. Og det skal da også helst ske nogle gange hver dag, at jeg overrasker mig selv med en formulering fuld af magi og timing, som rammer et aller andet moment lige på sømmet, siger Nis Jakob, og forsætter:
- Jeg bruger ikke nogen egentlig redaktør. Jeg er alt for hård ved mig selv alligevel. Og dertil alt for erfaren. Den største og hårdeste redaktør er tiden. Læg teksten væk og kig på den senere. Læs den eventuelt op. Så skriger dårligt sprog og indholdsmæssige mangler dig lige op i ansigtet, og det er bare at gå i gang med et stryge og omskrive.
- Da jeg udkom første gang i sin tid på Tiderne skifter, havde jeg meget ud af Claus Clausens dygtige redigering og lærte en del af ham. Men en dag kunne jeg bare mærke, at jeg var vokset fra det. Jeg havde fundet min stil og vidste, hvad jeg foretog mig. Jeg var nået til et punkt, hvor min stemme og mit håndværk som forfatter gik hånd i hånd. En form for musikalitet i forhold til en tekst, hvor de urene toner bliver skingre i øret. Lidt som når man har absolut gehør. En dårlig tekst bliver uudholdelig at læse. Korrekturlæsning er jeg til gengæld ikke god til. Så det køber jeg mig til. Indirekte kommer der også lidt redigering ud af den proces.
- Min serie om Wolf startede det med en følelse af, at verden var på vej ud over randen og et efterfølgende spørgsmål om, hvad der ville ske, hvis man prøvede at gøre verden til et bedre sted ved hjælp af kriminelle og voldelige metoder? Og skar igennem al elendigheden. Kan det lade sig gøre? Hvis jeg nu forestillede mig en organisation med rødder i korsridderne, som i vores moderne tid hyrer folk til at fikse forskellige problemer i verden, vil det så virke? Dette kombineret med en undersøgelse af den moderne mands sammenbrud kunne være brændstoffet til en romanserie. Hvor vil det hele ende?
Romaner er jo i virkeligheden spørgsmål som jeg, forfatteren stiller til verden. Det er ikke sikkert, der kommer noget svar, men det kan helt sikkert være underholdende og inspirerende, mens det pågår.
Den enorme stigning i popularitet og salg har for alvor taget fat, efter udgivelsen af det første bind i serien om Wolf, en tidligere kriger i Afghanistan med en flot karriere hos politiet. Og russiske Inessa. Den 4. bog i serien KALIFFEN udgives ifølge planen i maj 2021.
Comments
Post a Comment