Af Bjarne Wildau
Der er noget helt særligt ved karatemiljøet. Det accepterer og tiltrækker folk fra alle samfundslag og nationaliteter. Modsat golf og tennis. Walther Rebernik har levet en stor del af sit liv som aktiv karatekæmper. Men han er også medejer af et advokatfirma med afdelinger i hele Norden.
- I karate har jeg kæmpet med typer, som jeg ikke ville nærme mig på gaden, og er blevet fortrolig med mange af dem. Sågar venner med flere. Karateverdenen er både et sted gennemsyret af japansk filosofisk morallære. Og samtidig en dør til en helt anden verden. En underverden, siger Walther Rebernik.
Walther Rebernik. Advokat og medejer af et advokatfirma med afdelinger i hele Norden. Familiefar, erfaren karatekæmper med sort bælte, og nu også forfatter til en succesfuld thriller.
Og i sin debutthriller "Jæger" bruger han netop erfaringer fra de to ekstremt forskellige miljøer. Men hvor kommer tanken og vovemodet til at skrive en roman fra? Det er en lidt længere historie, som her koges ned til en Maggieterning.
- Jeg kommer ud af en gøglerslægt. Min østrigske farfar var skuespiller, min far jazztrompetist, min danske mor spiller klaver, banjo og tværfløjte. Tro det eller lad være. Da jeg var en lille knægt turnerede jeg med far og mor i en trio. Jeg var selv en habil funktrommeslager, forsikrer Walther Rebernik, som fortsætter:
- Begge mine forældre endte som gymnasielærere. Og litteratur var en naturlig bestanddel mit liv helt fra jeg var barn. Jeg voksede op i et kreativt miljø, hvor der var større fokus på en fyldt bogreol og en god politisk diskussion, snarere end om sofaen matchede resten af møblementet.
På trods af medfødt gøgl i blodet, valgte Walther Rebernik at studere jura. Stiftede familie, og blev som advokat en travl og succesfuld erhvervsmand. Det kreative har dog hele tiden boblet rundt. Han har bare manglet et ordentligt afsæt til at skrive en bog, som ikke bare var en kopi af en hel masse andet.
- Jeg fik gennem mine mange år i karate og som praktiserende advokat en massee viden om miljøet i karate og i retssale. Jæger var min første udgivelse og processen var både nem og svær. Nem fordi historien var der. Eller er der, om du vil. Og mange flere, hvis det skal være. Det var begrænsningen, der viste sig at være det sværeste. Jeg skriver meget nemt 100 sider, hvorefter jeg må reducere til 50 for ikke at forvirre mine læsere, siger den skrivende advokat.
Der er sikkert mange der undrer sig over, at man med dens erhvervskarriere kan finde tid til at skrive spændingsromaner. Forklaringen på det rent praktiske, simpelthen at få tid, er et begrænset behov for søvn. Når resten af familien sover, sidder farmand og skriver. Det samme i weekends og på ferier.
Og nej, Der blev ikke søgt modspil eller vejledning fra andre under selve skriveprocessen. Den kom først, da han efter flere afslag endelig fik hul igennem til forlag som var klar til at udgive hans hjertebarn.
- Det blev til fem afslag og tre tilbud. Til dato ved jeg faktisk ikke, om alle rent faktisk læste manuskriptet. Det er en barsk verden. Men fandt så et par mindre forlag, som ville udgive Jæger. Men jeg kom med 500 sider. Som blev skåret ned til 350.
- Jeg fik et fint modspil hos Byens Forlag. Man bliver ikke tvunget til noget, men får blot et vink med en vognstang. Eksempelvis hvis man har skrevet sig ud af en tangent. Og de er jo professionelle, så det har været gode råd, jeg har fået. På den anden side har jeg også holdt fast i ting – mange ting – som jeg ikke har fortrudt. Trods råd om det modsatte. Det er jo min historie, konstaterer Walther Rebernik, som allerede er i gang med sin næste thriller. Samtidigt med at han glæder sig over at Mofibo har haft hans thriller Jæger som nr 1 som den mest læste E-bog og lytterroman.
Og her et sidste spørgsmål. Hvordan har kolleger i advokatvirksomheden, ansatte og forretningsforbindelser reageret på at du pludselig begynder at skrive og udgive en "rablende" spændingsroman?
- Reaktionerne er ret gode. Faktisk over hele linjen. Jeg tror, de synes, det er sjovt. Nu kender du mig ikke, men de fleste har nok ikke været så overraskede. Jeg vil tro, at jeg nok er en lidt atypisk advokat. Men … igen, man må selvfølgelig spørge sig selv, hvad havde reaktionerne været, hvis den ikke var blevet godt modtaget.
Comments
Post a Comment