VILDSKUD af Julie Hastrup
416 sider
Findes som bog, E-bog
og lytteroman
Forlag: Politikens Forlag
Af Bjarne Wildau
4 af 6 mulige bananer
Forlaget skriver: Johanna Ejby har mistet sin lille datter på en ferie i Italien. Livet er splintret, hun kan ikke få stumperne til at hænge sammen og begynder derfor i en sorggruppe for mennesker med kompliceret sorg.
En dag starter en ung kvinde i sorggruppen. Ud over sin voldsomme sorg rummer hun også en farlig hævntørst, en hævntørst, som langsomt breder sig i sorggruppen.
For hvor langt vil man gå for at hævne den, man har mistet?
Drabsefterforsker REBEKKA HOLM kæmper med at acceptere, at hendes svenske kæreste og kollega, Niclas, efter et drabsforsøg ikke længere er den Niclas, hun kendte. Og ingen kan garantere hende, at han nogensinde vil blive det igen.
En dag bliver hun kontaktet af en barndomsven, hvis unge søn, Elias, har fået nogle truende breve og anonyme telefonopkald – og det mærkelige er, at Rebekka selv har modtaget flere anonyme telefonopkald den seneste tid. Er der nogen sammenhæng?
Den unge Elias forsvinder pludselig, Rebekka får atter flere tavse opkald, og i sorggruppen kulminerer hævntørsten i et inferno af ulykker – og drab.
VILDSKUD er en nervepirrende krimi om sorg, hævn og selvtægt og om at mennesker ikke altid er dem, som de giver sig ud for at være.
Anmeldelse: Julie Hastrup fører os ind i historien med introduktionen af en familie, Johanna og Aksel og deres tre børn mor i trediverne, som er sammen med hendes bedste veninde og dennes mand og børn, er på det som skulle være en paradisferie i Italien. Og som ender med at venindens sjusk ender med at koste omtalte mors knap to år gamle datter livet. Hun drukner i en pool. Mens alle andre sover.
Den tragedie, med alt hvad der af følger, bliver moderens adgangsnøgle til en sorggruppe for mennesker som er ramt så hårdt af sorg, at de ikke kan fungere i en normal hverdag. Man kalder det i romanen "kompliceret sorg".
Som læser er vi også med til en venindemiddag. Det er reelt introduktionen til endnu et medlem i sorggruppen. Lillesøsteren Mille, som må opleve at hendes elskede ekstremt allergiske storesøster kvæles ved siden af det bord, hvor hun har spist en ret, som indeholdt nødder. Tjeneren Elias har sjusket med at sikre sig, at den tallerkenret han serverede for allergikeren, ikke indeholdt nødder.
Drabsefterforskeren Rebekka, selveste hovedpersonen, ser vi ikke meget til i romanens første tredjedel. Mindst. Hun besøger sin elskede svenske kollega Niclas på Karolinska Universitetssjukhuset. Han kan stadig ikke tale, eller bevæge sig, borset fra at han nu kan bevæge en arm så meget, at hospitalet hvor han opholder sig, har planer om at forsøge at træne ham til at kommunikere med en enkelt finger på en computers tastatur.
Tilbage på sit eget kontor i København keder hun sig. Og er irriteret over sin nye unge makker. Julie Hastrups beskrivelse af sorggruppen hos psykologen Nikolaj er utrolig stilsikker. Den enkelte deltager måde at sidde på, øjnene som flyver rundt, tavsheden, psykologens måde at forstå, og oversætte det til forstående smil, en opmuntrende hånd på en skulder. Det er fremragende beskrevet.
Og Mille. Lillesøsteren som introducerer lysten og planerne om hævn. De andre, inklusive Johanna har længe båret på tanker om hævn, men det er Mille som bringer hævn ud i gruppens virkelighed, så alle kan se den. Så alle kan røre ved den.
Midt i den forbandede kedsomhed bliver Rebekka Holm ringet op af en skolekammerat. Hun har ikke set ham siden skoletiden. Han har et problem. Fordi hans søn, som han ikke har fulgt alverden op gennem sønnens opvækst, bliver truet. Får anonyme tavse opringninger. Breve med indirekte trusler. Faderen er nervøs, og beder om hjælp.Nogenlunde samtidigt begynder Rebekka Holm også at få opringninger. Anonymt nummer. Som også er tavse. Kommer opringningerne til Elias og Rebekka fra den samme person? Som en engageret læser der lader sig manipulere med af en dygtig forfatter, drøner mulighederne rundt i hovedet på mig.
Slutningen er fænomenal. Fyldt med overraskelser. Og med Rebekka Holm i rollen som den der løser mysterierne.
Og som det sidste her: Det meste, hvis ikke alt, i handlingen virker sandsynligt. Og så får vi alle noget at glæde sig til i fremtiden. Makkeren, den unge knægt som kun skulle være en midlertidig vikar, har været en god hjælp. Der kan meget nemt være rigtig meget at glæde sig til. Og det gør jeg så.
Comments
Post a Comment