
Susanne Staun
En Fanny Fiske-thriller
Findes som bog, E-bog, og som lytteroman
306 sider
Udgivet af Gyldendal
4 ud af 6 stjerner
Af Bjarne Wildau
Susanne Staun Gyldendals pressefolk skriver følgende, (så ved du det!)
Den rapkæftede, mandeglade og Vecchia-drikkende Dr. Fanny Fiske er tilbage i en thriller, der stiller skarpt på nutidens kønsopfattelse og #MeToo-bevægelsen. Dr. Fanny Fiske, der er berømt adfærdspsykolog med speciale i profilering af serieforbrydere, bliver indledningsvis anmeldt og skal stå til regnskab for fortidens synder, herunder sin lemfældige omgang med de unge mænd og betjente, som hun i årtier har undervist – og opfattet som sit private kagefad. Samtidig må hun trække i arbejdstøjet, da en række grimme voldtægter hærger Cornwell-Graftons barer. Nu er kunsten at belægge sine ord med nutidens krævende omhu ikke dr. Fiskes stærke side, og en politisk sensitiv profilering i sagen skaffer hende endnu flere fjender på halsen, skaber postyr og optøjer i gaderne og sætter Cornwell-Graftons politi skakmat. Det er op til Dr. Fiske at indfange en af de gale demonstranter med mord på samvittigheden, finde voldtægtsforbryderen og samtidig undlade at kalde sine påståede ofre for grimrianer – kan dr. Fanny Fiske lære at navigere i en ny, mere sensitiv verden?
-----
Dr. Fanny Fiske er tilbage, efter at hendes skaber Susanne Staun i en årrække har foretrukket at skrive serien om Maria Krause, nemlig Døderummet, Hilsen fra Rexville, og Helt til grænsen.

Og Fanny har brugt tiden til at, ja netop, følge med tiden. Sammen med sin forfatter, begge er nu første i 60erne. Susanne Stauns sexliv er jeg totalt uvidende om, men fra start bliver jeg som læser jævnligt mindet om, at Dr. Fanny har en mandlig rengøringsasistent med navnet Roger, 17, som assisterer hendes hver morgen hende i cirka 15 minutter. Om der er et stopur involveret i tidstagningen er jeg, og sikkert alle andre uvidende om. Brugen af den unge fyr, han kunne snilt være hendes barnebarn? Tricket er, at kopiere mænds indgang, i dobbelt forstand, til det kvindelige køn.
Der er to paralle handlinger i det forlaget kalder en thriller.
Læs også:
Missil - tredje bind i serien om Wolf: Hvor har Nis Jacob været i den første del af mit læserliv? Klik HER!
En halv snes lesbiske kvinder udsættes for det, man på godt dansk kalder drug rapes. Fælles for alle ofrene er, at de har hygget sig på en af byens fire lesbiske barer. Guiden til den del af historien er netop Fanny Fiske.

Den anden handling har, ja gæt en gang, netop Fanny Fiske som hovedperson. Fem mænd har ladet sig inspirere af Harry Weinstein historien, og anmeldt netop deres forelæser fra den gang de selv troede på at de var unge og attraktive, for seksuelle overgreb. Og hvad der er endnu værre, den offentlige anklager P. J. tager det hele seriøst.
Inden jeg fortsætter med at anmelde Fanny Friske, skal jeg lige have på plads, at det er præcist fire fem dage siden at jeg hørte eller læste om Fanny Fiske for første gang i mit liv. Jeg har læste snesevis af romaner, mange af dem danske, men husker ikke at jeg har set forfatternavnet Susanne Staun på min litterære vandring. Du må selv bedømme, om det er en rimelig undskyldning, at jeg ikke har boet i Danmark siden 1992.
Handlingen begynder med en voldsom scene, hvor en bevidstløs kvinde bliver mishandlet på det groveste. Og med forbryderen som "jeg fortæller", er vi med helt oppe på første række. Brændstoffet som holder mishandlingen i gang, er vrede, noget der virker som blindt had og foragt.

Der mangler et eller andet i hele det beskrevne drugrape. Hvad det netop er, må du selv finde ud af. jeg skal nok komme tilbage til forfatterens skriveglæde og faglige håndelag senere. Men jeg er som læser i positivt chok. Hold da helt kaje, hvor der svinger op og ned ad Vestergade. Og hvorfor ikke citere det her i begyndelse, det er romanens bedste skrevne og mest vedkommende tekst:
Citat begynd:
Ah! Jeg kørte af sted i natten med musikken på, troldestrøm i blodet, troldestrøm i hjernen, tændt, tændt, ude efter piger, en elsker af den ny verden i en gammel bil. Jeg skruede helt op og lukkede øjnene for de modkørende lygter. Forude ventede tæt mørke.
Kom tættere på, og kig ind i træerne
find pigen, mens du kan
kom tættere på og se
se in i mørket
følg dine øjne følg dine øjne
Jeg ville aldrig have været i stand til at slæbe hende ud i bilen, men se! Hun gik selv. Well gik og gik, hun slingrede og vaklede og roterede og fniste og småvæltede og sag dumme ting, dumme snøvlende ting, som ingen gad høre på. Hun lød som min mor, som alle skeder til alle tider. For at slippe for at høre hendes sniksnak - ævlebævle spurgte jeg hende:
"Hvasså? Er du med, hva´, har du spist op, kan du li hund?"
"Pliddepladder, snøvleøvlebøvle," svarede hun så læspende og med spytklatter i mundvigende. Så sagde jeg det bare igen, for lyden af min stemme var beroligende.
"Hvasså? Er du med, hva´, har du spist op, kan du li hund?"
Hvis ikke hun faldt i søvn i bilen, kunne hun få et drag over nakken eller en albue hårdt i næsen. Hvad som helst for at slukke kællingekæftens plidderpladder ævlebævle våsedåse vrøvlebøvle snikkesnakke om ingenting og tingeling og hus & hjem"
Citat slut.
Tiraden, eller scenen, forsætter en side eller halvanden til.
Her fra tager Fanny Friske over i samfundet Cornwell-Grafton, opfundet af Susanne Staun. En kvinde som "desværre er blevet magelig med årene, og som helst vil tidligt i seng med en flaske Vecchia og netflix. Men livet går videre, helt bestemt. Med hjælp fra rengøringsassistenten Roger, 17 og lyst til at benyt´en, og den unge lesbiske faglige assistent og voldtægtsspecialist, som lyder kælenavnet Figuretta. Heldigt men næppe tilfældt, er hun en jævnlig gæst hos mindst en af de fire lesbiske barer i byen, samme har alle ofrene.
Det umage par bliver sat på jobbet med at lave en gerningsmands profil. Manden bag ordren er den lokale kriminalkommisær David Bercowitz. Rigtigt gættet. Fyren har polsk blod i sine årer. Via det samarbejde, og ikke mindst de mundhuggerier og de tankerækker og processer de fremprovokerer, kommer man videre.
Faktisk er arbejdet, det trivielle daglige arbejde allerede i gang. Hver eneste aften er der placeret en politikvinde med et lesbisk (sort of) udseende i hver eneste af de fire lebbebarer. Og de har det slet ikke så ringe endda. Gæster giver dem gratis drinks, læs fadøl. Og en gang eller to har en af detektiverne fodtage seks fadøl på én gang.
Det er et besøg ved det tiende offers hospitalsseng, som for alvor sætter gang i Fanny og assistenten Figurettas udviklingsarbejde. Og det er den yngste af de to, som stiller de rigtige spørgsmål til de 22 årige offer.
Det er sådan cirka en tredjedel henne i det, som Gyldendals pressefolk påstår er en thriller, at det slår mig, at jeg er underholdt, helt sikkert. Men er det spændende, det jeg læser. Er jeg spændt?

Faktisk har jeg på det tidspunkt allerede gættet hvad der er galt med projekt: "Find den voldtægtsmand".
Jo længere man når frem i romanen, desto flere helsidelange analyser af de forskellige grupperinger i den seksueller baggård eller underskov. Samtidigt er der de nemme tricks. Hollændere har idiotiske navne. Fanny hiver konstant hendes italienske brandy frem når bare lokummet brænder bare en lille smule, naboer udstilles som idioter. Den "polske" kriminalkommisær bander og svovler. På polsk. Og sådan kører bumletoget.
Igen. Sproget er fremragende. Men kan friske jargonger, ordflom en masse, virkelig bære en hel thriller fra begyndelse til slut? Det kunne helst sikkert være fint for en kronik, eller et essay, men for en thriller?
Har vi virkelig brug for hundred eller tusindvis af ord om, hvad profilering er, eller hvor mange forskellige typer medicin der kan være brugt til de såkaldte drugrapes? Kunne det ikke være klaret med få sætninger? Og vi får at vide, at FBI generelt kategoriserer (forfatterens betegnelse) kvinder som "føjelige ofre".
Og endnu værre, hvem har brug for de mange tirader om de forskellige seksuelle gruppers kampe med hinanden. Jo da. Fire fem linjer her og der, men ikke alle vegne. Og slet ikke i bundte på 30 til 40 linjer ad gangen. Nej, det er ikke nok for mig. Men igen, kronikredaktøren hos Politiken vil elske det. I en kortere version forstås.

Comments
Post a Comment